Hvis du har nydt lidt ro og afslapning i Chanias smukke offentlige park, Municipal Garden, er du måske bagefter klar til en oplevelse med lidt mere spænding – lige ved siden af Municipal Garden finder du nemlig krigsmuseet War Museum of Chania.

Museet, der er en afdeling under det anerkendte Athens War Museum, holder til i den smukke bygning, The Italian Barrack, fra 1870, og byder på en stor og spændende samling af historisk materiale fra de vigtigste krige, som Kreta deltog i i det 20. århundrede.


Dokumenter og våben

Du kan læse dokumenter, se billeder, og udforske et utal af memorabilia. Især den store samling af fotografier og brugsgenstande giver dig et grundigt indblik i Kretas krigsinvolveringer i de sidste hundrede år: The Macedonian Fighters under Balkankrigen, den Græsk-Tyrkiske Krig samt de to verdenskrige. Denne enestående dokumentsamling bakkes naturligvis op af en omfattende samling af historiske våben fra samme periode.


Det historiske arkiv på Kreta

Udover krigsmuseets samlinger, huser bygningen også Kretas historiske arkiv, der omfatter arkiv for alle offentlige og private dokumenter, et bibliotek med mere end 6500 bøger og dokumenter fra det Kretanske Oprør, og endelig en mindre folkeminde- og historisk samling.

Område: Chania Oplevelser: Museer