Kreta har typisk middelhavsklima, hvor sommerens varme og tørke er subtropisk, mens vinteren som oftest har ret milde temperaturer med regn. Men faktisk er der, på trods af øens størrelse, også klimamæssige forskelle alt efter hvor du befinder dig på øen. Sydkysten har typisk en hedere, længere og tørrere sommer end nordkysten. Samtidig falder der mindre regn på østkysten end i den vestlige og centrale del af øen, som derfor er mere frodig.
Forår på Kreta
Foråret på Kreta sætter tidligt ind – allerede i slutningen af marts vågner naturen og alt begynder at spire efter rigeligt nedbør i vintermånederne, temperaturerne stiger og i bjergene smelter sneen. Når vi når ind i april, ligger øen hen i et duftende orgie af vilde blomster og krydderurter. De frodige oleanderbuske bugner langs vejene, op ad bjergene og ved husene i et flor af grønt, hvidt og pink. De første charterfly lander i Iraklion og Chania, måske lige til karnevalstiden og den ortodokse påske, der falder to uger senere end vores og er den vigtigste højtid på Kreta.
Maj og juni er en ideel periode at rejse til Kreta, for nu regner det kun sporadisk, temperaturerne lokker med behagelige 20-28 grader, havtemperaturerne er nu friske 18-22 grader og der er endnu ikke overfyldt på strande, ved seværdigheder, hoteller og diskoteker. I Chaniá står den på Kreta-festival i tredje uge af maj med farverig folklore optræden og sportsarrangementer. Et godt tip til denne årstid er at vandre i bjergene og gennem øens mange kløfter – især den populære, 18 km lange Samaria-kløft, som i vinterperioden er oversvømmet, men på dette tidspunkt endnu ikke overbefolket.
Sommer på Kreta
Fra juli til oktober er det højsæson på Kreta med masser af turister, der er indstillet på lange, dovne dage ved stranden, vild dans om natten, eventyrlige vandreture, rembetika-musik og havsport. Fra juni til september falder der næppe regn, temperaturerne stiger kraftigt og kan i perioder nå op omkring de 40 grader. De topper i august, hvor ekstremtemperaturerne kan influere uheldigt på personer med kredsløbsbesvær, selvom den nordlige vind, Meltemi, ofte sender en forfriskende kølighed ind over nordkysten. Til gengæld blæser Livikos sine brændende varme vinde fra Saharaørkenen ind over sydkysten, og du kan om aftenen opleve at kunne vaske ørkensand af under bruseren.
Højsæsonen står også i høstens tegn. Plátanos på vestkysten har tomatfest med musik og dans, mens Réthimno står på den anden ende, når der bliver fejret vinfest fra slutningen af juli til midt i august. Senere i august og ind i september holder Réthimno renæssance-festival med open-air koncerter, teater- og dansearrangementer. Byen Sitia helt ude på østkysten fejrer vinhøstens begyndelse i slutningen af august med musik, dans og masser af vin. Hele sæsonen fra juli til september står i musikfestivalens tegn i Iraklion, der også har druefest i slutningen af september.
Efterår på Kreta
September og oktober er som forårsmånederne en ideel periode, hvor temperaturerne falder til mere behagelige 24 – 27 grader, mens havet holder længe på sin varme og stadig kan forkæle dig med op til 27 grader. Først i anden halvdel af oktober begynder det så småt at regne, og du må indstille dig på dage, der kan være præget af torden og regn. En af øens berømteste fester, Kastaniefesten, fejres den tredje søndag i oktober i byen Élos, på den vestligste del af øen.
Vinter på Kreta
Fra november til marts er det køligere med tiltagende regn, der topper i januar og februar. Men Kreta byder sig til med masser af ro til at besøge seværdigheder som Knossos og Det Arkæologiske museum i Iraklion, som om sommeren er totalt overbefolket. Du kan stadig bade for havet er ofte over 20 grader varmt til langt ind i december. I bjergene er der ofte masser af sne og har du mod på det, så er kretenserne så småt ved at udvide sæsonen til også at omfatte skiløb og vintersport. Dog har man endnu ikke helt fod på det med at afmærke løjper, så du skal være en relativ rutineret skiløber, men så venter der også masser af udfordringer.