Udflugter i og fra Kreta

Naturligvis er du først og fremmest kommet til Kreta for at nyde solen, vandet og de utallige dejlige strande, maden, vinen og nætternes hede dans. Men som dagene går, får du måske også lyst til at tage en tur ud og opleve noget af alt det, som øen byder på af vandreture gennem en af øens mange kløfter, sejlture til ensomme bugter, cykelture gennem det stejle terræn eller bare se andre småbyer eller fiskelejer nede på sydkysten.

Cykelferie på Kreta - Se Kretas smukke kontraster på en cykel

Hvis du planlægger en aktiv ferie, kan vi anbefale en cykelferie på Kreta.

Øen er 250 km lang, og med et areal der er lidt større end
Sjælland, er Kreta dermed Grækenlands største. Kretas varierende landskab hylder alle mennesker, der har smag for aktive ferier – og en cykelferie er bestemt et udmærket udgangspunkt. Det indre af øen byder på mange bjerge med cykel- og vandreruter,så hvis du planlægger en ferie domineret af hård og krævende motion, er det her, du skal opholde dig. Er du derimod mere interesseret i Kretas varierende natur,bør du enten cykle mod det vestlige Kreta, der er frodig og grøn, eller mod Østkreta der er mere tør og afsvedet.

Holder du din cykelferie i sommerperioden – specielt juli og august – er det enormt vigtigt at have væske med, da vejret på Kreta bliver meget varmt.

Hvis du er en erfaren cyklist, er det anbefalelsesværdigt at medbringe eget cykeludstyr - cykelbukser og -trøje, hjelm, cykeltasker, vanddunke osv. Medbring ligeledes lappegrej og ekstra slanger – der er langt mellem cykelværkstederne uden for turistområderne. Til gengæld koster det nogenlunde det samme at medbringe egen cykel som at leje. Hvis du alligevel overvejer at tage din egen cykel med på ferie, skal du være helt sikker på at din cykel passer til Kretas landskabelige udfordringer. Du kan altså være mere sikker på en cykel der kan håndterer Kretas veje hvis du vælger at leje.

Vi ønsker dig rigtig god tur!

Vathypetro – mere end blot en ruin

Vathypetro

Den arkæologiske udgravning Vathypetro, cirka 12 km syd for Iraklion på Kreta, er et ineressant sted at besøge af flere årsager. Vathypetro, der menes at stamme fra cirka 1580 f.Kr., er en af de større udgravninger på Kreta, og den giver et ganske godt indblik i den minoiske kultur.

Stedet blev udgravet i 1950’erne og var en lille del af en mindre bosættelse, der blev ødelagt af to jordskælv i 1550 og igen i 1470 f.Kr. I dag er det meste af de omliggende rester gået tabt, men Vathypetro står stadig og er åben for besøg året rundt på Kreta.

Er du i området for at kigge nærmere på den kretanske vinproduktion, er Vathypetro i særlig grad en lille omvej værd. Her kan du nemlig se en yderst velbevaret minoisk vinpresse samt tydelige tegn på både en olivenmølle og en pottemagers tilstedeværelse.

Smag på Kretas vine

Vin på Kreta

Der er masser af muligheder for at besøge vingårde på Kreta – og ikke mindst smage på produkterne. Faktisk kommer cirka 20 procent af Grækenlands samlede vinproduktion fra Kreta! Størstedelen af Kretas vingårde findes i området omkring Iraklion, så du kan uden problemer besøge mere end én vingård på samme dag.
Her er tre ud af de mange vingårde, der er et besøg værd på Kreta:

Peza Union – stor vingård med tilhørende produktion af olivenolie ca. 15 km fra Iraklion, hvor du udover selve vingården også kan se en meget interessant udstilling om landbrug, vindyrkning og olivenoliefremstilling på Kreta. Der er fri entré, og du får både rundvisning, en lille film samt mulighed for at smage 3 forskellige vine samt olivenolie.

Minos – 17 km syd for Iraklion. Også her har du mulighed for at se udstilling af gamle maskiner brugt i vinindustrien og en kort filmfremvisning om vingårdens historie og Kretas vinproduktion. Derudover har Minos et stort men hyggeligt smagningslokale, hvor du kan vælge smagsprøver ud fra gårdens store produktkatalog. Sidst men ikke mindst har du i Minos’ store forretning mulighed for at købe ikke bare vine, men også et stort udvalg af kretanske produkter – olie, sæbe, krydderier og krydderurter, honning, m.m.

Boutari – moderne vingård blot 8 km fra Iraklions centrum. Her har du i smukke, moderne omgivelser mulighed for at smage gårdens kvalitetsvine af både røde, hvide og rosé typer.

Se Kreta fra hesteryg

Zoraidas Horse Riding

En helt fantastisk måde at komme rundt i Kretas dejlige natur er på hesteryg. Hvis du har blot den mindste erfaring i eller interesse for at ride, bør du unde dig selv den oplevelse at ride gennem de kretanske landskaber. Der er adskillige rideskoler og hesteudlejninger, hvor du enten kan leje en hest for nogle timer og ride alene, eller tilmelde dig en tur med guide.

Et af disse steder er Zefiros ved Chania, et familieejet sted, der udover rideskole også er restaurant og cocktailbar samt et herligt pool-område og blot 300 m til stranden. Zefiros har hjemme i Tersanas blot 20 minutters kørsel fra Chania, og i deres stalde findes både heste og ponyer så store som små, nybegynder såvel som øvede ryttere kan vælge fra deres store katalog af aktiviteter. Blandt andet kan du vælge mellem 4 ture, der byder på forskellige smukke naturoplevelser. Prøv fx den fantastisk smukke solnedgangstur til stranden ved vestkysten.

Lidt længere mod øst, i Georgioupolis mellem Chania og Rethimno, ligger et andet ridecenter, Zoraida’s Horse Riding. Også her kan du vælge mellem programmer fra det absolutte begynderstadie til ture for dem med lang rideerfaring. Afhængig af erfaring kan du vælge mellem flere fantastiske ture i både bjergene og på stranden, og deres varighed varierer fra 2 timer til hele dagen.

Elafonissi - en af Europas smukkeste strande

På Kretas sydvestligste spids har du chancen for at besøge en strand, der regnes som en af de bedste strande i Europas, og den bedste i Grækenland: Elafonissi (el. Elafonissos). Det er en helt unik lagune-strand med hvidt sand og krystalklart, turkist vand – fuldstændig som du lokkes af i reklamerne…

Lagunens lave vand gør Elafonissi til et perfekt sted at tage børnene med, men gør til gengæld også, at du skal et godt stykke ud fra stranden for at kunne svømme. Bevæger du dig derud, findes der et rev et par hundrede meter fra stranden, som udgør et perfekt snorklested.

Selve Elafonissi strand har perfekt sand, men er også den mest besøgte del af stranden, så ønsker du mere privatliv – og kan undvære det bløde hvide sand – kan du søge ud i de mere klippede områder, hvor du kan ligge helt ugenert.

Da Elafonissi ikke har noget byområde, blot en enkelt taverne ved stranden, der byder på det sædvanlige fast food, kan det anbefales, at du medbringer lidt mad og drikke. Der er dog både toiletter ved stranden og mulighed for at leje strandstole og parasoller.
Elafonissi er ikke tilknyttet nogen form for offentlig transport, så du har to muligheder for at komme dertil: Leje en bil og køre selv, hvilket er en smuk oplevelse, eller købe dig ind hos en af de mange turarrangører, der har ture til Elafonissi (spørg i hotellets reception).

Lej en bil og kør på eventyr

Biludlejning på Kreta

En lejebil åbner op for en række fantastiske køreture rundt på Kreta.
Bestil biludlejning hos Kreta.dk i dag eller lad dig inspirere af denne rutebeskrivelse af New Road forbi Kolimbari og klosteret Gonia med en enestående og seværdig samling ikoner.

Biludflugt på New Road på Kreta
Her fra er der ikke langt ud på den delvist ubeboede halvø Rodopou, der med sin lange bjergkæde afslutter Chaniá-bugten og byder sig til med lange vandreture, ensomme strande og et stort fuglereservat.

Kør videre ud vest på til Kastelli Kissamou, en lille provinsby, der lever mere af landbrug og handel end egentlig turisme. Herefter passerer du endnu en halvø, Gramvoúsa, der er så godt som uden vejforbindelser, men kan byde på caribiske strande, som du kan komme til med båd fra Chania.

Nu fortsætter du helt ud til en vid bugt for foden af Gramvoúsa, hvor du finder den vesterhavsbrede strand, Falássarna.

Efter en dukkert tager du videre mod syd over Sfinari og Kámbos til klosteret Moni Chrissoskalitissa, en vidunderlig, hvid bygning, der ligger på en 35m høj klippe og skuer ud over det turkisblå hav.

Du fortsætter ad vejen, der bliver smallere og klynger sig til bjergvæggen, der hæver sig mere end 300 m op over floden. Her fra er der ikke langt til den fantastiske strand Elafónisi. Efter et ophold her går det gradvist igen mod nord gennem landsbyen Élos, kendt for sine mange kastanietræer og sin årlige kastaniehøstfest i oktober.

Videre til Topólia, hvorfra du kører gennem vidunderlige, duftende lunde med oliven-, citron- og appelsintræer og når New Road, hvorfra det går tilbage til Platanias eller Chaniá.

Bestil biludlejning på Kreta

Vandretur gennem Samariá-kløften

Vandretur gennem Samariá-kløften

Turen ned gennem Samariá-kløften på Kreta er en enestående, overvældende, men samtidig udmattende oplevelse. Kløften er Europas længste og strækker sig over 18 km mellem udgangspunktet Omalós-højsletten midt i Lefká Óri, De Hvide Bjerge, og ned til havnebyen Agía Rouméli på sydkysten.

Vandreturen varer, alt efter dine kræfter og kondition, mellem 6 og 8 timer, hvor du lægger ud så tidligt som muligt for at undgå middagsheden. Sørg for at have solide sko på, masser af vand samt solbriller, solcreme og hat til beskyttelse mod solen, især på den sidste skyggeløse del af turen.

Kløften har været nationalpark siden 1962 og byder på en mangfoldighed af planter og dyr, ældgamle pinjetræer og cypresser, vilde orkideer og stolte kongeørne. Den store kløft er dannet af en rivende flod, der om sommeren bliver reduceret til en rislende strøm.

Synes du turen gennem Samariá-kløften bliver for lang og krævende er der masser af andre muligheder for at prøve kræfter med en kløftvandretur. Du kunne også vælge Imbros-kløften, der er særdeles velegnet til familier og mindre rutinerede. Den ca tre timer lange tur er på 7 km og lægger ud fra landsbyen Imbros og slutter nede på sydkysten i det lille fiskeleje Chóra Sfakion.

Sejltur til øen Gavdos

Den soldrukne, klippefyldte ø Gávdos er Europas sydligste punkt. Som den ligger der - ca 55 km stik syd for Paleochóra midt i det Libyske Hav - frister den med ensomme hvide sandstrande, duftende enebærskove og masser af naturoplevelser, som kun de færreste får.

Her lever ikke mange mennesker, men du kan sikkert uden problemer leje et værelse der for et par dage, men telt eller simpelthen overnatning på stranden er det herlige alternativ. Fra havnen kører en minibus eller traktor ud til de attraktive strande med enkelte taverner og et par caféer.

Lassithi højsletten – en kurv fuld af frugt og grønt

Lassithi højsletten på Kreta

Lassithi højsletten, der ligger 850 m over havets overflade, er et af Kretas mest maleriske og frugtbare områder. Som en næsten kuglerund gryde ligger sletten på alle sider omgivet af de høje Díkti-bjerge. En frugtbar oase med olivenlunde, frugtplantager og brogede marker omgivet af ikke mindre end 21 små landsbyer, der ligger i kanten af sletten for at undgå oversvømmelser.

Oprindeligt var sletten berømt for sine tusindvis af vindmøllehjul med hvide sejldugsvinger, men de er stærkt på tilbagetog, efterhånden som dieselmotorpumperne vinder frem.

Turen op til højsletten byder på flere ruter, alt efter hvilken retning du kommer fra på øen. Er dit udgangspunkt nordkysten, fx fra feriebyen Stalis, kører du først ad en flot anlagt panoramavej, der hele tiden afslører nye fantastiske udsigter og scenerier af nordkysten, inden du ad en strækning med stærke stigninger i store hårnålesving når frem til sletten.

Det er desværre en næsten uoverkommelig tur at køre på cykel, men da det til gengæld er en ren nydelse at cykle rundt om højsletten, kunne du overveje at lade cyklen transportere op af en af de mange cykelarrangører.

Herefter kan du så snuppe den herlige cykeltur rundt på ca. 40 km., der byder på vilde vinranker, hvidkalkede huse, hemmelige bjerghuler, små vandreture og masser af muligheder for at købe kretensisk kunsthåndværk.

Udflugt til Kritsá på Østkreta

Kritsá på Østkreta

Opholder du dig mere end en enkelt dag i Ágios Nikolaos, er det en rigtig god idé at tage en afstikker til landsbyen Kritsá, der ligger ca 10 km mod sydvest.

På mange måder lever denne traditionsrige landsby nemlig op til de forestillinger om Kreta, du måske har gjort dig før din ferie. De pittoreske hvide og pastelfarvede huse breder sig i flotte etager op ad bjergsiden og byen ligger omgivet af duftende grønne olivenlunde.

Indbyggerne har rigtig godt tag i at holde de gamle traditioner i hævd med landsbyfester, original græsk musik og folkedans. Det vrimler med forretninger med kulinariske specialiteter, vævede tæpper og broderier.

Du kan også bare slentre rundt i de hyggelige trappegader og nyde udsigten over byen og dalen fra en af de mange populære taverner.

Palmestranden Vai

Palmastranden Vai på Østkreta

Beslutter du dig for en udflugt til det yderste Østkreta, så lad dig overraske af det hav af grønne palmer, som møder dig ved stranden Vai, der ligger som en afrikansk oase midt i det lidt rå landskab.

Legenden påstår hårdnakket, at palmeskoven opstod, da dadelspisende arabere i året 826 gik i land her og spyttede så mange dadelsten ud, at der var basis for, at en palmelund kunne vokse frem.

Området er populært, så belav dig på p-afgift og lidt højere priser på leje af liggestole og parasoller. Men det er hele prisen værd, for stranden er fantastisk, næsten caribisk, selvom havbunden kan overraske med glatte klippesten, der titter frem fra den fine sandstrand.

Der er mulighed for masser af vandaktiviteter ligesom det heller ikke mangler på strandcaféer og taverner.

Øen Chrissi uden for Ierapetra

Når du slentrer din aftentur på havnen i Ierápetra på Sydkreta, er det en rigtig god idé at tjekke tilbuddene på en sejltur ud til øen Chrissi. Øen ligger små 20 km syd for Ierapetra ude i Det Libyske Hav.

Chrissi er et lille paradis, der lokker med lange, hvide sandstrande, skønne klitter, vilde enebærhegn og vidunderligt badevand. Du kan nøjes med at tage kæresten og et håndklæde med for nøgenbadning er udbredt – og tavernerne lokker med de kendte, farverige og smagfulde kretensiske retter.

Ture fra Réthimno

I Réthimno er der eventyr i baglandet. Kør to på scooter gennem citronlunde med frokost under palmer i en ensom bugt. Eller hvad med en vandretur gennem Samaria-kløften? Det kan også anbefales at besøge den fortryllende terrasseby, Agía Galini, og det gamle, fine kloster, Moní Arkádi.

Peza-dalen syd for Knossos

Knossos, Kreta

Når du lader blikket passere revy over det enestående landskab syd for Knossos, kan du pludselig langt bedre forstå, at minoerne for årtusinder siden slog sig ned her.

Indsug indtrykkene af sølvgrøntlysende olivenlunde, vidtstrakte vinmarker, gigantiske agaver og tårnhøje cypresser. Og kør så rundt i området, besøg vingårdene og smag på vinen her, hvor mere end 3.000 vinbønder dyrker deres marker og producerer både hvide og røde vine.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share