Rethimno på Kreta

Høje, slanke minareter og brede moskeer hæver sig over byen Réthimno på Kreta. På en bakke højt over byens tage bevogter den venetianske borg Fortezza den lille, næsten firkantede havn og den gamle bydel. Det vrimler med liv i de snævre gyder, på markedet og i caféerne på de stemningsfulde pladser.

De smukkeste drypsten

En stor naturoplevelse kan også fås inden døre, eller i hvert fald med tag over hovedet. Hvis du på din tur rundt på Kreta kommer i nærheden af Zoniana, sådan ca. 47 km sydøst for Rethimno, bør du besøge drypstenshulen Sfendoni.

Og har du ingen planer om at komme der, bør du lave nye planer. For Sfendoni er Kretas flotteste drypstenshule, og bør opleves. Hulen er 500 m dyb og dæk-ker et samlet areal på ca. 3000 m2 fordelt på 14 ”sale”. Oplev de smukke sta-laktitter og stalagmitter på en rundtur i hulen med eller uden guide.

Tæpper med hjem
Når du nu alligevel er kommet til Zoniana-området, kan det anbefales at lade din vej falde forbi den hyggelige landsby Axos, der ligger tæt på Sfendoni.

Axos er berømt og berygtet for sine lammeuldstæpper i alverdens strålende farver. Berømt, fordi de er flotte, og der er mange af dem. Berygtet måske fordi sælgerne på torvet kan være temmelig, skal vi kalde det ivrige, i deres salgsmetoder.

Men tæpperne er ivrigheden værd, og du kan altid søge lidt væk fra torvet, hvor stemningen er lidt mere fredelig, men varerne lige så gode, hvis ikke bedre.

Trekking på Mount Ida

Kretas højeste bjerg hedder Mount Ida, og ligger lige midt på Kreta midt mellem Iraklion og Rethimno. Mount Ida er det perfekte sted for bjergvandring og trekking. Der er anlagt 4-5 ruter til toppen, som du kan vælge imellem.

Den letteste, og mest interessante, er den, der har udgangspunkt fra Nida-plateauet, der ligger cirka 1,5 times kørsel fra Iraklion. Ruten er tydeligt afmærket med både skilte, malede sten og stenbunker, så du kan roligt koncentrere dig om at nyde omgivelserne og udsigten. Turen til toppen tager ca. 3 timer afhængig af din form og antallet af ophold undervejs, og det meste af vejen er naturligvis op ad bakke. Så husk at medbringe forsyninger af mad og vand, og glem ikke solcreme og noget på hovedet.

Det sidste stykke op til toppen er goldt og uden nogen form for vand og skygge, så det at bestige Mount Ida i sommermånederne er en udfordring, der kun kan anbefales, hvis du er i god fysisk form og vant til vandring i varme, tørre omgivelser. Til gengæld vil du kunne opleve sne på toppen helt frem til begyndelsen af juni.

Det er ikke kun den skønne, rustikke natur og den fysiske udfordring du kan opleve på Mount Ida. Ca. 15 min. gang fra Nida-plateauet ligger grotten Idaion Antron. Det var her guden Zeus blev gemt efter sin fødsel, for at hans far Kronos ikke skulle æde ham (læs hele historien her). Hvis den fysiske udfordring i bjergvandring ikke er noget for dig, kan du vælge at vende om her. Men når du toppen af Mount Ida, kan du også besøge den lille kirke, Chapel of the Holy Cross, hvor der hvert år den 14. september afholdes en højtidelighed i anledning af Helligkorsdagen. Her kommer folk fra hele Kreta den 13. september til toppen af Mount Ida for at overnatte og så samles i Holy Cross næste morgen.

Se Kreta fra hesteryg

Zoraidas Horse Riding

En helt fantastisk måde at komme rundt i Kretas dejlige natur er på hesteryg. Hvis du har blot den mindste erfaring i eller interesse for at ride, bør du unde dig selv den oplevelse at ride gennem de kretanske landskaber. Der er adskillige rideskoler og hesteudlejninger, hvor du enten kan leje en hest for nogle timer og ride alene, eller tilmelde dig en tur med guide.

Et af disse steder er Zefiros ved Chania, et familieejet sted, der udover rideskole også er restaurant og cocktailbar samt et herligt pool-område og blot 300 m til stranden. Zefiros har hjemme i Tersanas blot 20 minutters kørsel fra Chania, og i deres stalde findes både heste og ponyer så store som små, nybegynder såvel som øvede ryttere kan vælge fra deres store katalog af aktiviteter. Blandt andet kan du vælge mellem 4 ture, der byder på forskellige smukke naturoplevelser. Prøv fx den fantastisk smukke solnedgangstur til stranden ved vestkysten.

Lidt længere mod øst, i Georgioupolis mellem Chania og Rethimno, ligger et andet ridecenter, Zoraida’s Horse Riding. Også her kan du vælge mellem programmer fra det absolutte begynderstadie til ture for dem med lang rideerfaring. Afhængig af erfaring kan du vælge mellem flere fantastiske ture i både bjergene og på stranden, og deres varighed varierer fra 2 timer til hele dagen.

Karneval i Rethimno

Karneval i Rethimno

Skal der være fest, så lad der være fest! Dette kunne være mottoet for Karneval på Kreta. Mange steder rundt om på Kreta fejres denne religiøse højtid hvert år i det tidlige forår med fest og farver, men størst af dem alle - nogle siger endda det flotteste i hele Grækenland - er Karnevalet i Rethimno. Her festes i en hel uge med optog, musik, mad og drikke. Festlighederne finder sted i ugen omkring askeonsdag, og består bl.a. af en gigantisk gadefest på Platano Square, hvor der er musik for enhver smag samt lidt til at stille sult og tørst.

Udover selve Rethimno by, kan karnevalsfestlighederne også opleves ud i de små, nærliggende landsbyger på Kreta. Især i Meronas og Melidoni er der gode oplevelser at hente. Mandag fejres her de gamle karnevalstraditioner med lege, underholdning og ikke mindst ”tilsvining af folk” både fysisk og verbalt. Det hele foregår naturligvis i selskab med rigelige mængder mad, drikke og musik, og alle er velkomne til at deltage i festlighederne.

Karnevalets højdepunkt er søndagen. Det er her den store parade finder sted med udsmykkede vogne, optræden og musik. Alle er udklædt i fantastiske dragter, og da alle paradens deltagere starter dagen med deres egen fest, er stemningen høj, når paraden sætter i gang og kører gennem Rethimnos’ gader, og den stemning holder helt til den lyse morgen.

Renæssance-festival i Rethimno

Renæssance-festival

I relation til kunst, arkitektur og litteratur var renæssancen en meget vigtig periode for Kreta. Det er derfor ikke underligt, at man har valgt at afholde en årlig renæssance-festival for at hylde denne æra. Og da Rethimno især kan takke denne tidsperiode for sin eksistens, er det naturligt, at det er her renæssance-festivalen afholdes.

I Rethimno kan du 1 uge hver sommer opleve skuespil, koncerter, oplæsninger og foredrag hentet fra og inspireret af renæssancen. Arrangementerne er ikke kun genopførelser af gamle værker. Der bliver både i teater og musik trukket forbindelser helt op til nutidige værker og opført helt nyt og moderne materiale.

Størstedelen af arrangementerne finder sted i Erofilia-teatret på fortet, hvilket giver de perfekte rammer. Men derudover vil du også opleve gadeteater og musikalsk optræden rundt om i Rethimnos gamle gader.

Badebyen Réthimno

Badebyen Réthimno, Kreta

Badebyens beliggenhed er noget nær ideel. Nordkystens fineste, hvide strand begynder lige nedenfor byen og rækker 15 km østpå til den lille by, Skaletá. Hotellerne her ligger så tæt, at badebyerne på strækningen næsten er vokset sammen. Her er byliv og strandliv, natteliv til solopgang og masser af shopping.

Ture fra Réthimno

I Réthimno er der eventyr i baglandet. Kør to på scooter gennem citronlunde med frokost under palmer i en ensom bugt. Eller hvad med en vandretur gennem Samaria-kløften? Det kan også anbefales at besøge den fortryllende terrasseby, Agía Galini, og det gamle, fine kloster, Moní Arkádi.

Den venetiansk-tyrkiske bydel i Réthimno

Restaurant i Rethimno, Kreta

Når du er passeret gennem Porta Guora, den eneste rest, der er tilbage af byens oprindelige bymur, står du i den ældste bydel med et mylder af små forretninger med brød, kød, frugt, fisk, vin og krydderier. Glem alt om bykort og om at finde vej, lad byen forføre dig ud i de mest fortryllende hjørner og spændende afkroge.

Kig på de gamle, fine, aristokratiske huse, imponerende venetianske og tyrkiske dørportaler, stentrapper og alskens spor af byzantinsk og græsk-romersk kultur. Et kig ind i en have afslører en vidunderlig taverne omgivet af citrontræer med fristende, lysende gule frugter.

Den Venezianske havn

Den Venezianske havn i Rethimno

En broget skare af fiskefartøjer ligger vuggende fortøjet i den lille, venetianske havn i Réthimno. Vandet i det næsten firkantede havnebassin spejler rækken af blegt pastelfarvede huse med skodder og smedejernsbalkoner.

Caféer, barer og taverner kæmper om gæsternes opmærksomhed. Solnedgangens farver brænder husenes lysende pastelfarver over i fine nuancer af varme krydderifarver, mens musikken klinger ud i den lune aften og blander sig med fiskerbådenes lette klukken i havnebassinet.

En perfekt ramme til en drink eller et af feriens lækre aftensmåltider.

Natteliv i Réthimno

Fra den venetianske havn i Réthimno kan du også fortsætte din slentretur ad den lange palmebevoksede promenade, der strækker sig flere km mod øst, parallelt med den lange hvide, sandstrand.

Sid ind på en af strandbarerne og nyd den vide udsigt over byen, havnen og sommerlivet. Eller dans natten væk, for herude øst for selve byen er der masser af natteliv på de store hotellers diskoteker og barer.

Borgen Fortezza i Réthimno

Rethimno, Kreta

Venezianerne byggede borgen Fortezza for at beskytte sig selv og ikke mindst byen mod pirater og tyrkere. Kastellet er så stort, at det, om nødvendigt, kunne rumme hele byens befolkning. Alligevel bestod det ikke sin første udfordring, da tyrkerne i 1646 hurtigt og uden problemer indtog hele borganlægget og efterlod det og havnen til tyrkerne.

På selve borgarealet kan du se rester af datidens administrationsbygninger, kaserner og den relativt velbevarede Sultan Ibrahim Moské med den markante kuppel. Du kan også hengive dig til det, som er hele besøget værd, nemlig den aldeles pragtfulde udsigt over havet, havnen og den gamle bydel.

Rimondi-brønden og Den Venezianske Loggia

På en af de små, intime pladser i Rethimno, dukker en af hovedattraktionerne op, nemlig Rimondi-brønden med sine tre små løvehoveder, der spyr vand ud i små bassiner. Løvehovederne er flot flankeret af fire korintiske søjler.

Ikke langt her fra kan du ikke undgå at bemærke Den Venezianske Loggia, en fint istandsat bygning, der engang var det celebre mødested for byens aristokrati. Her kan du se og købe flotte kopier af antikke kunstværker fra Grækenlands store museer.

Tis Nerantzes-Moskeen i Réthimno

Den gamle, tyrkiske moske, Tis Nerantzes-Moskeen, har karakteristiske tre tykmavede kupler og en minaret, der borer sig højt op i den blå himmel. Her finder du byens musikkonservatorium. Hold øje med deres koncertprogram, det giver dig nemlig mulighed for at komme ind og se moskeen samt ikke mindst at stige de 120 trin op i minareten og derfra nyde en storslået udsigt over byen, havnen og havet.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share