Markeder på Kreta

Markedshallen i Chania

Fisk i markedshallen i Chania på Kreta

Læg ud med at købe ind om morgenen sammen med hr og fru Chaniá i Den gamle Markedshal i Chania. Den ligger lige på grænsen mellem den nye og gamle bydel. Den højloftede, korsformede markedshal med masser af lysindfald fra de store tagvinduer, byder på en ret behagelig kølighed om sommeren, mens stemningen koger og duftene af fisk, kød, krydderurter og oste frister alle sanser.

I de små køkkener i sidelængerne kan du spise frokost sammen med de andre lokale, der også kigger dybt i gryderne, inden de bestiller. Lad dig roligt inspirere af dem i dit valg.

Markedshallens udvalg af kulinariske souvenirs er ikke til at komme uden om, så lad dine sanser tage over og svælg i honning, ost, fx den langtidsholdbare Anthotiros, alskens krydderurter, the, olivenolier og sæber.

Gademarkedet i Chania

Keramik i Chania på Kreta

Omkring markedshallen i Chania vrimler det med småforretninger. Herfra er der ikke langt til i Skridlov gaden, som er Kretas bedste lædermarked med et kolossalt udvalg i tasker, rygsække, sko, bælter og kufferter.

Kig dig godt for, så du ikke får importvarer og prut gerne om prisen her. Om det så er kretensernes legendariske høje, sorte skaftestøvler, der oprindeligt stammer fra Sfakia, ja, så kan du faktisk stadig få taget mål til et par.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share